Månedsbrev maj 2022
Kære pårørende
Vi nyder stadigvæk i fulde drag, at hverdagen er vendt tilbage på Birkholm, efter de lange år med corona, hvor alting kunne blive vendt på hovedet fra den ene dag til den anden. Nu har vi vores faste strukturer og forudsigelighed og det gør godt – både for beboere og personale. Vi trækker vejret og tanker op sammen. Og så har sommersolen bare at komme snart!
Vi var selvfølgelig også med på Sjællandsfestival med beboerne i år, for første gang i to år . Endnu en dejlig tradition, der kunne genoptages. Der var en masse god, opsparet energi, der skulle fyres af. Vejret var til den kølige side, men heldigvis uden regn. Fredag blev alle beboere hjemme og vi spiste en dejlig brunch, som Neil havde lavet. Det var så hyggeligt og festligt!
Vi glæder os allerede også til at fejre sommerfesten med jer. Vi har sendt invitationer ud til jer.
Mandag d. 13.6 tager alle beboere på beboerferie. I år prøver vi at tage af sted i fire grupper i stedet for tre, for at skabe ekstra tid og opmærksomhed til den enkeltes lyst og behov. Jeg tror, at det bliver godt. Pia og jeg besøger grupperne (med kage), ligesom sidste år. Det er skønt at se helt nye sider af beboerne, når de er i andre omgivelser.
Birkholms køkken har opgraderet
Vi er nu de stolte ejere af Fødevarestyrelsens økologiske spisemærke i SØLV! Med spisemærket i sølv, forpligter vi os til, at mindst 60 % af vores råvarer er økologiske. Birkholm ligger i gennemsnit på 75 % økologiske råvarer, så vi er godt over mindstemålet. Jeg kommer ikke til at søge om et spisemærke i guld, hvor 90 til 100 % af alle råvarer skal være økologiske. Vi skal nemlig fortsat kunne være fleksible ift. eventuelle behov for diæter hos beboerne. Det skal ikke styres af en forpligtelse over for Fødevarestyrelsen.
Og så bliver vi stadig dygtigere hele tiden…
Fra personalesiden kan jeg fortælle, at vi havde personaledag i går, hvor vi besøgte forsorgsmuseet i Slagelse til foredrag og rundvisning. Det var en berørende og inspirerende tur, som har givet os endnu mere blod på tanden ift. at arbejde med Birkholms/Solgårdens og vores beboeres historie. Hvis I har nogle tanker og ideer til form, skal I bare sige til!
Vores bestyrelsesformand Knud Foldschack fylder 70
Knud har inviteret personalet fra Birkholm til hans fødselsdagsfejring fredag d. 10. juni. Vi er et par stykker, der tager derind. Knud ønsker sig som gave, at man donerer penge til ’Repatriate the Children’, som han har været med til at stifte. Foreningen kæmper for at få de danske børn hjem fra lejrene i Syrien. Birkholm donerer et beløb på personalets og beboernes vegne.
Hvis I ønsker at bidrage på egne vegne, kan bidrag indbetales på:
Reg. Nr.: 9570 Konto nr.: 13233276
Eller MobilePay nummer: 888307
Skriv ”Reception” i emnefeltet.
Jeg ønsker jer en dejlig juni måned.
De bedste hilsner, Ida